Begrebet web 2.0 henviser til de mange muligheder der idag findes for selv at opsøge, skabe, tilføje og sammenflette indhold uden at skulle kende til programmering. Vi kan have vores billeder i online fotoalbum, og lade andre se dem og kommentere dem - og mærke dem med egne indeks-ord - såkaldte tags. Vi kan indtale egne tekster, og lægge billeder og video på - og dele det med andre som så kan lytte, se, læse, kommentere, låne indhold og få inspiration til egne sider osv. Det begyndte med tekst-blog og idag er der mange kombinationsmuligheder, og det meste kan afprøves i gratis versioner, siden kan man overveje at betale et mindre beløb for at få mere plads, flere funktioner, ingen reklamer osv. det foreløbig mest udbredte form er stadig webloggen som har fået stor udbredelse også indenfor undervisning overalt i verden. Personlig finder jeg det betydningsfuldt at vi sm undervisere kan gå foran og tilegne os nogen af de færdigheder som for mange unge er blevet almindelig dagligdag, tænk bare på de udbredte datingsider, chatrum og online spil som hurtigt er blevet en del af det samlede mediebillede. For den ukyndige kan det ligne tidsrøveri og det der er værre, men i kyndige hænder kan mulighederne for at skabe nye forbindelser og samarbejde på tværs af geografiske og kulturelle skel have stor pædagogisk værdi.
Jeg har lige siden jeg kom på nettet i 1994 været med til utallige virtuelle forløb som deltager, gæstelærer, mentor og tilrettelægger, gennem fælles eksperimenter, kurser og online konferencer for undervisere og studerende, som er spredt over hele verden. Jeg oplever i stigende grad et markant paradigmeskift, som opstår gennem samarbejde og vidensdeling over nettet i en udstrækning jeg for ti år siden drømte om, og som nu faktisk er muligt og finder sted i virkeligheden. En væsentlig faktor er de årligt tilbagevendende seks ugers kurser for sprogundervisere over hele verden, the
Electronic Village Online, som jeg deltog i som nysgerrig observatør i 2002 for første gang, og siden blev rekrutteret som co-moderator, i år kører jeg en workshop om collaborative blogging for sporægundervisere (sammen med to andre lærere fra Canada og Australien). Vi har 160 deltagere fra over 50 lande - som kan ses her på vores
fælles verdenskort på Frappr!, hvor de selv lægger deres billede op og plotter deres by ind. Allerede her er der tale om et skift - for et par år siden måtte vi selv om undervisere bruge en del energi på at lave en fællesside med alle disse deltagerbilleder; i år gør deltagerne selv den del af arbejdet. De kommer selv med mange gode forslag og eksempler på hvordan de forsøger at anvende andre værktøjer end lige netop Blogger som vi valgte som fælles basis.
Weblog-formatet er godt som værktøj for refleksive læringsforløb, fordi det er gjort temmelig enkelt at skrive kortere tekster og blive synlig på nettet - bloggen indbyder til kommentarer og eventuelt deltagelse i en fælles blog, sådan som her på http://blogenough.blogspot.com og . Rækkefølgen er fortløbende datomærkede indlæg eller poster, sidst står øverst hvad der godt kan være en overvindelse fordi vi aer vant til at læse oppefra og ned.
Det meget udbredte og tilgængelige Blogger (som Will også anvender her) er et gennemprøvet velfungerende og enkelt værktøj, som kan tages i brug med det samme. Når man vil holde øje med amnge blogs, er det godt at kunne overskue dem i
Bloglines, hvor man abbonnerer på opdateringer. Bloglines kan desuden fungere
som weblog - men det er nu ikke min favorit.
En eksperimenterende type blog som
elgg.net retter sig mod det fælles format og forsøger at åbne for en læringsportfolio, det er dog stadig en fremtiderettet strategi som behøver erfaringer fra mange brugere i en praktisk hverdag.
Med blog-formatet oplever man visse begrænsninger især hvad angår mulighed for at strukturere en større opgave på en overskuelig måde, og her vil jeg gerne pege på wiki (fælles online tekst dokumenter) som et alternativ til bloggen
evoblog06.wikispaces.com/ Wikispaces tilbyder en god hyperstrukture med en række sider underordnet selve hovedsiden.Wiki formatet giver mulighed for den helt åbne udgave hvor alle og enhver kan læse, skrive og redigere, desværre er den tid på nettet vist ved at være ovre; den totale åbenhed bliver desværre misbrugt til meningsløse drillerier. Næste trin er åben for læsere og inviterede deltagere kan skrive og redigere; altså den oplagte platform for samarbejde. I den viste udgave danner vores wikispace baggrund for vores ugeplan i den seks uger lange workshop, som vi har redigeret og justeret løbende undervejs.
Selve tilblivelsen er åben, idet hver side har gemt alle versioner i History. Wikispaces har plads til billeder, men man kan også linke til billedmateriale som man har placeret eller låner andre steder på nettet,hvor det er helt legalt at give fælles rettigheder, for eksempel på
www.flickr.com/photos/netopnyrop/sets/1493722/ her er mine egne billeder fra et undervisningsforløb for internationale studerende på universitetet i Remagen, Tyskland, taget af en kollega som dokumentation.
Og nu vi er ved at kaste nye ting på bordet, så er det jo blevet enkelt at tilføje ikke bare billeder, men også lydfiler og videoklip. ofte kædet sammen af blog-funktioner og podcast opdatering via RSS 2.0 , altså audioblog, videoblog og podblogs. Men det vil jeg vende tilbage til; det er her mobiltelefonen kunne gøre nytte!
